2025, februar: Stor politisk uro under himlen!
‘Verdensordenen af i går’ eksisterer ikke mere, og vi ser politiske rystelser og udviklinger der kan blive lige så fatale som 1. og 2. verdenskrig. De formelle demokratier bliver udhulet og afløst af fascistoide autokratier. Vi har set det i Rusland, Tyrkiet m.fl. og nu også i USA. Trump har i realiteten lige ‘nedlagt’ Nato-alliancen. Han er en kriminel ultraliberalist og ser Europa som en handelsmæssig konkurrent, som han forsøger at svække, nedbryde, destabilisere og underminere.
Som en del af dette spil forhandler Trump og Putin nu om fred i Ukraine, men reelt er de i færd med at sælge Ukraine og køre Europa ud på et sidespor. Samtidig er de højreradikale kræfter på fremmarch i Europa. For nylig mødtes de højreradikale partier under parolen ‘Make Europe Great Again’ og læg mærke til, at Elon Musk udtrykker sin støtte AFD, som han mener skal redde Tyskland.
Den hidtidige Verdensorden er under hastig forandring og afvikling. De parlamentariske styreformer er under angreb på en måde, hvor vi skal helt tilbage til 1930erne for at se noget lignende — de demokratiske rettigheder, organisationsfriheden og ytringsfriheden er under ekstremt pres i mange lande. Reelt er det kampen for den nationale uafhængighed, parlamentarismen og de demokratiske rettigheder, der er den vigtigste kamp. Europa er truet af både USA og Rusland; forestil jer hvis EU går i opløsning på grund af pres indefra og udefra. I sin essens er det en bred forsvarskamp, der er brug for. Det hele hænger i en tynd tråd.